Historierne bag portrætterne

Cph Village er midlertidige studieboliger opført i containere. Boligerne er små minimalboliger, hvor toilettet deles af to boliger, og øvrige faciliteter er placeret i et fælleshus, som også benyttes til fællesspisning og debatarrangementer.  Cph Village's første containerby er opført på Refshaleøen, hvor B&W Skibsværft tidligere har ligget.

De første boliger stod færdige den 1. november 2017 og den 26. oktober 2018 blev 22 studieboliger navngivet med navne udvalgt fra omkring 300 øgenavne på personer, som havde arbejdet på B&W Skibsværft inden værftet blev lukket i 1996.

De 22 øgenavne, som blev valgt, dækker over personer, der var kendt af de fleste på B&W Skibsværft i kraft af deres faglige tillidsposter. Mange øgenavne er forbigået, og det skyldes ikke, at de var uden bid eller humor. Udeladt er også mere perverse øgenavne, som der var mange af på mandearbejdspladsen B&W.  
Blandt de navne, som ikke valgt, kan nævnes: Lampepudseren, Den brækkede Arm, Kosteskaftet, Bankrøveren, Knalde Karl, Melormen, Smørkagen, Peberfuglen, Tutknepperen, Dingle Jørgen, Gravballemanden, Sovsemund, Sukkerbollen, Slik og Lir, Kalkunen, Skyggebokseren, Sulebenet, Far til fire, Ligknepperen, Hæmoriden, Ni-finger, Den lyserøde Panter, Knudepik, Skødedrengen, Den bløde Jord, Ham der lærte duerne at gå, Jan tusind bajer, Hesteliget, Kors i røven, Den skoldede Hånd, Herlev Sygehus, Spædekalven, Den skødesløse, Den røde Løber, Den skæve Ligvogn, Lænkehunden, Jørgen Skidderbras, Kold mad, Mosegrisen, Mini-fisse, Otte hundrede omdrejninger, Selvmorderen, Ørkenskibet, Standerlampen og mange flere.
Mestrene havde også øgenavne. Dr. Larsen kunne helbrede folk ved en telefonopringning og Søren Aldrig Beskidt var mester i Byggedokken.

Tekst; Anders Laubjerg, København den 10. oktober 2018

Foto: CPH Village

Osteklokken fik sit navn med en hentydning til udseende og
væremåde. Hans oratoriske begavelse var i en klasse for sig. Han kunne lege med ordene, så et tusindtalligt arbejdermøde i marketenderiet lå flade af grin.

I skolen blev Osteklokken placeret ved siden af en anden dreng, som havde samme mellemnavn, men med et andet efternavn. Det undrede en lærer sig en dag over og spurgte nærmere ind til de to drenges opvækst, som hver især boede sammen med deres enlige mor. De kunne dog begge meddele, at deres ukendte far var en frisørmester fra Nørrebro. Osteklokken havde fået sin ukendte halvbror som sidemand.
På arbejdermøder talte Osteklokkens altid de undertryktes sag. Fra talerstolen indledte han med at meddele den undrende forsamling, at han talte på vegne af de arbejdsløse, de hjemløse, de syge og handicappede samt alle uden røst. Selv var han en røst fra samfundets dybe bund, som – når han havde talt sig varm – talte som en væltet latrinspand. Forsamlingens latter var som benzin på bålet for Osteklokkens talestrøm, som snart begyndte forfra. Når han langt om længe forlod talerstolen, nåede han aldrig fem meter væk fra denne før han med labben i vejret begærede ordet på ny. Erfarne dirigenter formåede dog at tackle sådanne situationer. På et ophedet arbejdermøde stoppede mødet, da dirigenten skruede mikrofonen af, stoppede den i lommen og forlod marketenderiet. Så var det møde slut.

Bademesterens ankomst til værftet vides ikke med sikkerhed, men på et tidspunkt har han arbejdet i Byggedokken, og her faldt han ned i vandet i forbindelse med en uddokning. Han fik efterfølgende navnet Bademesteren.

Senere kom Bademesteren i det såkaldte Buret i Gl. Svejsehal. Det var et bur med værktøjsudlevering. Burene var altid betroet til såkaldte betroede medarbejdere. På et tidspunkt optrevlede politiet en stor hælercentral, der var leveringsdygtig i værktøj fra B&W. Det ramte ikke Bademesteren, der var en ærlig mand, men en betroet kollega i et andet Bur. Bademesteren kom til Danmark i 30’erne på en kedelig baggrund. Født i Berlin af jødiske forældre blev han som barn sendt ud af landet i tide. Han mistede begge sine forældre. Som
Bademesteren selv kunne formulere det tragikomisk, så mistede ”min mor livet af gasforgiftning i Auschwitz og min far livet af blyforgiftning i Berlin”.
I 70’erne og 80’erne arbejdede der omkring 25 forskellige nationaliteter på B&W. Meget sjældent kom der konflikter ud af det. Der var tale om såvel såkaldte gæstearbejdere fra Tyrkiet og Jugoslavien og derudover flygtninge fra alverdens lande: Chile, Spanien, Vietnam, Eritrea, Palæstina m. m.
Efter en lang dag i Buret ventede et andet arbejde på Bademesteren. I sin fritid drev han en køreskole. Utallige er de B&W-arbejdere og ikke mindst deres koner, som Bademesteren har givet kørekort. Han var lav af vækst, og ofte kunne han træt efter dagens dont glide så langt ned i sædet, at han ikke kunne ses udefra, når ”køreskolen” humpede ned af Refshalevej.

Ayatollahen var en meget klog mand og i egen selvopfattelse endnu klogere. Han fik sit navn tilbage i slut-halvfjerdserne, hvor Præstestyret i Iran tog over med Ayatollah Khomeini i spidsen.

Ayatollahen var tillidsmand for klub 12 i tiden før Jordspekulanten tog over. Klubbens medlemsstørrelse (lageransatte) var ringe i forhold til de store klubber i Stålet. Sidstnævnte klubber førte an, når der skulle føres lønforhandlinger.
I mange år fandt lønudviklingen sted som en bonusforhandling skib efter skib og i værksted efter værksted. Andre klubber hægtede sig så på med en reguleringsaftale. Dette mishagede Ayatollahen meget. Når bonusførerne var samlet til møde, cirklede han rundt og signalerede, at de intet forstod. En gang forærede han bonusførerne en kugleramme.
Senere blev lønforhandlingerne centraliseret, og her fik Ayatollahen større indflydelse på udviklingen. Han havde dog fortsat svært med ikke at være ”førstebestemmer” på værftet.
En dag trådte han ved siden af ”dydens smalle vej”, dvs. ved siden af fællesskabet. Det havde sin pris på B&W. Efterfølgende forlod Ayatollahen arbejdspladsen.

Pytten kom til værftet som skibstømrer, og allerede inden at han havde stemplet ind den første dag, var hans navn bestemt.

I mere end hundrede år var det ganske almindeligt, at en far fik sine sønner i lære på sin egen arbejdsplads. Eksempelvis startede Peter Rahr som skibstømrer på B&W i 1874, og arbejdede på Øen i 41 år. Sønnerne Christian og Anton arbejdede samme sted i henholdsvis 52 og 62 år. Christian fik fire sønner i lære på B&W Christianshavn. Den yngste Ib Arne Rahr forlod stedet i 1970.
Gøtterup’erne var en anden kendt slægt. Sidste Gøtterup på værftet var rørsmeden Jørgen Gøtterup, yngste barn i en børneflok på 16 fra Lombardigade på Amager. To af børnene var piger. Som Gøtterups far sagde: ”Det kan jo smutte en gang imellem”.

Pyttens farfar startede på Øen i Ruder Konges tid. Han var en kraftig bygget herre, som fik navnet Skovsøen. Da sønnen kom i lære på Øen var kroppen endnu ikke nået fuld størrelse, så han fik navnet Vandhullet.
Vandhullets søn var lille og kraftig, men ganske uafhængigt af udseende måtte hans navn følge en vis slægtslogik. Han blev døbt Pytten, og endte sin tid på Øen med i udseende at lige sin farfar.
Pytten var lille af vækst men fyldte godt. Han nåede også for en kort tid at få sin søn ansat på B&W. Han fik navnet Dråben. Da værftet lukkede i 1996 må eftertiden undvære at vide, hvad Dråbens søn evt. skulle hedde. Sikkert er det dog, at slægtsnavnet på femte led i familien var blevet fundet såfremt værftet var blevet bevaret.

Kartoflen fik sit navn på grund af sit tungemål.  En dag dukkede en mand op på Øen og præsenterede sig med jysk tungemål som maler fra Jylland – nærmere bestemt fra egnen omkring Karup. Aftenen forinden havde der på TV været en udsendelse om kartoffeltyskerne fra Karup. Inden første arbejdsdag var omme, var maleren døbt Kartoflen.

Kartoflen opnåede senere at blive valgt som malernes tillidsrepræsentant. Med en dyb og kraftig røst med jysk dialekt lagde Kartoflen aldrig skjul på, hvad han mente. Synspunkterne lod sig ikke altid indpasse i Øens valgte forestillingsverden. Alligevel opnåede Kartoflen i en periode at være Fællesklubbens betroede kasserer. Dén Sparegris var dog større, end Kartoflen kunne gabe over, hvorefter Bænkebideren tog over.

Kartoflen kom til at holde af B&W i en grad, så det også blev arbejdsplads for sønnen. Denne lod en dag kollegerne vide, at hans far var malernes tillidsrepræsentant. Derefter blev sønnen døbt Pomfritten.

Kartoflen kunne også tage sig af udenlandske gæster. Det kunne indebære en bustur til feriekolonien Burvænget i Lumsås. På sådan en tur kunne delegationslederen tage sin hustru med. Hun blev kendt i Fællesklubsammenhænge, men høflighed gjorde, at hun ikke blev bekendt med sit navn, som var Fru Kartoffelmos. Kartoflen var malernes tillidsmand frem til værftets lukning i 1996.

Bænkebideren fik sit navn efter en streng dags hårdt arbejde, hvor kræfterne ikke rakte til at komme hele vejen hjem. Han måtte bide sig fast i en bænk på vejen. Onde tunger lod efterfølgende sive, at Bænkebideren den pågældende dag ikke var helt appelsinfri.

Bænkebideren kom til B&W i 1990 som elektronikmekaniker og blev senere valgt som tillidsrepræsentant i værftets elektrikerklub. Senere igen fulgte posten som Fællesklubbens kasserer.
Med mange år på bagen var Arbejdernes Fællesklub en rig koncern med mange kasser, som der skulle holdes nøje regnskab med. Hvervet som kasserer var i virkeligheden mere et hverv som formueforvalter end et hverv, der havde med kontingenter at gøre. Ingen medarbejdere betalte kontingent til fællesklubben. Pengene fik Fællesklubben blandt gennem såkaldte rederigaver, hvor en reder ved leveringen af et skib og med værftsledelsens medvirken betalte medarbejderne (læs Fællesklubben, Hjælpefond og idrætsforeninger) 100.000 kr. for veludført arbejde.
Da værftet lukkede, skrev Bænkebideren sammen med tillidsrepræsentanten for Klub 10, Michael Stephensen et lille skrift med den sigende titel: "Den gamle dame nakket og frarøvet sine sparepenge".
Da Benny Bomstærk fratrådte som formand for Arbejdernes Hjælpefond kaldet Den sociale Fond tiltrådte Bænkebideren som formand. Fonden eksisterer endnu og udbetaler årligt flere hundrede tusinde kroner til tidligere B&W-arbejdere.

Sølvræven fik sit navn på grund af sin lyse hårpragt og i overført betydning med reference til en snu og listig opførsel. Sølvræven var barnehjemsbarnet, som først på B&W fandt det fællesskab og den varme, som aldrig blev ham forundt som barn. Han blev født i 1922 og udlært nitter og stemmer på B&W i 1942.

Politisk sluttede Sølvræven sig til kommunisterne frem til Ungarns-krisen i 1956, hvor tiltroen til Sovjetunionen smuldrede blandt mange på B&W Skibsværft. Sølvræven blev ekskluderet af DKP. Herefter var Sølvræven medstifter af SF.
Som modspil til kommunisternes partifraktion på værftet stiftede Sølvræven Den socialistiske Klub, som blev en stærk fraktion bag de faglige klubber i 70’erne og årene derefter. Sølvræven blev beskyldt for at styre klubben som oplyst enevælde.
Mange penge gik til støtte af Socialistisk Dagblad. På et møde takkede SF’s formand Gert Petersen for et stort beløb, som bladet netop havde modtaget fra Den socialistiske Klub. Sølvrævens næstformand – Pingvinen – overhørte samtalen, og som bestyrelsesmedlem spurgte han formanden, hvornår bevillingen var blevet besluttet. Sølvræven svarede kvikt tilbage, at beslutningen var truffet på et Forretningsudvalgsmøde. Senere spurgte Gert Petersen forundret: ”Jeg var ikke klar over, at klubben havde et forretningsudvalg”. Hertil svarede Sølvræven: ”Det har vi heller ikke, men hvad fanden skulle jeg svare”.
Sølvræven var arbejdspladsen store SF-politiker, som flere gange sad som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Benny Bomstærk voksede op på Amager, og hans store sportsinteresse som ung var boksningen. Det tog hans ansigt ikke skade af.

Efter nogle år som buschauffør ankom Bomstærk til B&W Skibsværft i 70’erne med arbejde inden for kranførernes klub. Tillidsrepræsentanten dengang hed Georg, men meget snart slog Benny Bomstærk sit navn fast under det faglige motto om Forhandling-Mægling-Aktion. Kranførerne havde en nøglefunktion på værftet, idet de nemt kunne lamme store dele af produktionen ved kortvarige arbejdsnedlæggelser. Som ny tillidsrepræsentant for kranførerne forstod Benny Bomstæk at drage fordel af denne position til kranførernes fordel.
Men Bomstærk var også personen, der kunne tale med alle – Stålets folk såvel som Udrustningens folk, kommunister såvel som SF’ere og socialdemokrater. Derved opnåede Benny Bomstærk stor indflydelse i den på værftet meget indflydelsesrige Fællesklub. Den hvide Neger, fællestillidsmanden, konsulterede ofte Benny Bomstærk før beslutning blev truffet om, hvilken vej skråen skulle tygges.
På en studietur til den rå havneby Stettin lykkedes det Bomstærk at blive anholdt med en overnatning i spjældet efter kun få timers ophold i byen.
Da værftet gik konkurs i 1996 fortsatte Bomstærk som den eneste i en lønnet stilling som formand for Arbejdernes Hjælpefond i et kælderlokale i Lybækgade på Amager. To gange årligt blev der fra denne gennem mange år opbyggede millionfond udbetalt beløb til afgåede B&W-arbejdere, begravelseshjælp m.m. samtidig med, at kælderen i Lybækgade blev et ”værested” for de tidligere B&W-arbejdere.

Pastoren blev født i 1926 og døde i nullerne. Pastoren fik sit navn, da han i arbejdernes klubhus over for en stor forsamling skulle forklare en ny indgået bonusaftale. Det skete med en meget salvelsesfuld stemme. Det fik en kollega til højlydt at udbryde. ”Han taler sgu som en anden pastor”. Derefter hang navnet fast.

Pastoren blev født i Indre By som søn af en kusk ved bryggeriet Stjernen. Den 5. maj 1945 blev han kendt som frihedskæmper. Ugebladet Hjemmet bragte et billede af Pastoren i en reportage ved navn ”Farvebilleder De aldrig før har set fra 1940-45”. På billedet taget den 5. maj står Pastoren med et maskingevær i hånden foran en lukket butik, hvor der på døren er sat et skilt op med teksten: ”Lukket paa Grund af Glæde. HURRA!”.
I 60’erne er Pastoren tillidsmand for skibsbyggerne i Stålet. Som tillidsmand ledte han i 1963 et møde i Marketenderiet, hvor gæsten er Jurij Gagarin – det første menneske i rummet. I dagens anledning kunne der ikke købes øl i ”tutten”. Det fik en kollega ved navn Gravballemanden til på anden vis at fremskaffe en Tuborg. Han trængte sig vej op til talerstolen, hvor Gagarin stod med sin frue. Han stak Gagarin Tuborg’en med ordene: ”Du skal sgu ha’ en bajer efter den tur, gamle dreng. Det fortjener du”.
Pastoren var rejseleder for flere B&W-delegationer på besøg i Sovjetunionen.

Jesusbarnet kom til B&W Skibsværft i 60’erne, hvor han arbejdede som svejser i Byggedokken.
Som Benny Bomstærk havde han stort kørekort, og det benyttede Fællesklubben sig af, da klubben i 70’erne købte en bus til transport af værftets mange gæster fra ind- og udland samt til brug for klubbernes skovture.
Jesusbarnet fik sit navn, da det som en overraskelse for mange viste sig, at han var religiøs med tilknytning til Jehovas Vidner. Som Fællesklubbens buschauffør blev Jesusbarnet også kaldt Bus Ole.
Jesusbarnet elskede jobbet som chauffør og værnede om bussen, som var det et kært barn. Som chauffør på klubbernes udflugter oplevede han til tider et og andet, som det var klogt at holde mund med. Derfor var Jesusbarnets mund lukket som … en hullet si! Det kostede ham flere ”kammeratlige samtaler”.
I kredsen af Jehovas Vidner var Jesusbarnet dumdristig nok til at nævne, at han som chauffør på B&W ofte kørte bus i kommunistiske lande som DDR og Polen. Det fik vidnerne til at stille Bus Ole stolen for døren. Han måtte vælge mellem dem eller bussen. Til Jesusbarnets fortjeneste valgte han … bussen!
Herefter blev Bus Ole omdøbt fra Jesusbarnet til Den mobile Altertavle. Med B&W’s lukning flyttede Altertavlen til Langeland, hvor han døde i slutningen af 90’erne.

Pingvinen fik sit navn på grund sin særlige gangart med fødderne lidt udadvendte.

Han arbejdede i Dødens Hule med fortrinsvis at rense brænderspidser. Han omtalte sine rensede brænderspidser som ”politiske brænderspidser”. Efter rensningen skulle især kommunister vide, at flammen nu var en socialistisk flamme, der formåede at lyse kommunismens skyggesider op. Ikke mindst hyggede Pingvinen sig med denne fortælling, når Cykelstyret, Stålets store kommunist, skulle have nye brænderspidser.
Pingvinen var trofast SF’er. Dødens Hule var en slags Dødens Forgård, hvor nedslidte medarbejdere kunne få en loppetjans uden for meget sved på panden. Pingvinen var en lun fyr, der som næstformand for Sølvræven altid var denne en trofast og loyal person.
I festligt lag kunne det dog hænde, at Pingvinen røbede lidt om sin formands gøren og laden. Sølvræven var kendt for at have et godt sovehjerte. Under en langvarig lønforhandling, hvor Pingvinen og Sølvræven indledte med at kræve det ene og derefter det andet over for ledelsens lønforhandler, endte den svære forhandling med, at Sølvræven faldt i en dyb søvn. Pingvinen foreslog derefter, at forhandlingen blev udsat til mere årvågne tider, idet han også havde presserende arbejde at udføre i Dødens Hule.